Randers Cimbria har forlænget kontrakten med den 40-årige Adama Darboe for endnu en sæson.
Darboe blev i januar kåret som “Pokalfighter of the Year” efter 39 point i en pokalfinalesejr, og han står i forvejen med seks danske mesterskaber på cv’et - fem med Bakken Bears og et med Svendborg Rabbits. Vinder han titlen med Randers, bliver han den første spiller siden ligaens etablering i 2001 til at vinde det danske mesterskab med tre forskellige klubber.
“Randers har altid ligget i baghovedet på mig, og nu er jeg her, og det føles rigtigt. Vi har noget at bevise og noget at forsvare. Jeg nøjes ikke med bare pokalen. Vi spiller om to titler, og jeg vil gøre alt for at få dem begge til Randers,” siger Darboe.
Randers’ forretningsleder Mike Nielsen er begejstret for forlængelsen: “Adama er ikke bare en spiller med gode statistikker; han er en leder, der løfter dem omkring sig. Det så vi tydeligt hele sæsonen, og vi er meget glade for, at han fortsætter rejsen med os.”