Bakken Bears har hentet den franske forward Djahi Binet ind til den kommende sæson. Den 201 centimeter og 98 kilo tunge Binet bliver dermed den første franskmand til at spille for Aarhus-klubben.

Binet, der er fra Nice, har netop afsluttet sin collegekarriere i USA hos Southern Miss, efter at have startet den hos Lee College og siden Alcorn State University. I sin sidste sæson noterede han sig for et snit på 11,3 point, 7,9 rebounds og 1,1 blocks over 35 kampe og var med til at føre Southern Miss til semifinalen i konferenceslutspillet.

Skiftet til Bakken Bears markerer Binets første professionelle sæson og springet direkte fra amerikansk collegebasketball til europæisk topbasketball, hvor klubben både spiller i Basketligaen og Basketball Champions League.